velkommen til danmarksmesterskaberne
i dANSK POLITIHUNDEFORENING

Der blev sat publikumsrekord ved weekendens DM i Dansk Politihundeforening, som blev afviklet i Hulsig ved Hotel Skagen Strand.



Afviklingen af selve konkurrencerne, der talte 48 hunde og 11 øvelser i tre klasser, blev gennemført til alles fulde tilfredshed. Alt klappede, som det skulle.

Niveauet var højt, og sværhedsgraden i øvelserne var tilsvarende. For at illustrere niveauet, så var øvelsen "Gerningssted" et område på 625 kvadratmeter i uvejsomt terræn med tætte bjergfyr. Her skulle hundene blandt andet finde 9 mm fladskudt projektil, 7 cm elastik, en 50 øre, 7 cm sejlgarn og en nedgravet cigaretpakke.

Vinderne i alle tre klasser er fra nordjyske PH-klubber:

Vinderklasse: Schæferhaven Calle - fører: Carsten Svendsen - klub: PH Dronninglund med 184,8 point
Kriminalklasse: Møllers Ricka – fører: Møller Christensen - klub: PH Dronninglund med 211,4 point
Patruljeklasse: Dobergaarden Forever Quicha – fører: Diana Rønhoff Jensby Bentsen - klub: PH Vendelbo med 213,6 point

- I år havde vi lagt stor vægt på at få udbredt, at træning af hund i politihundeforeningen er for alle. Vi ville gøre det til en oplevelse at komme som publikum, som ud over at overvære konkurrencerne også kunne deltage i foredrag og besøge stande med hundegrej, udtaler formand for PH Vendelbo, Stig Pedersen, fortsætter:

- Det må siges, at vi lykkedes med det. Der var rigtig mange besøgende de to dage, og standene melder om godt salg. Vejret var med os, og Hotel Skagen Strand samt arealerne i nærheden var helt ideelle til afviklingen af DM.

Stig Pedersen takker for store opbakning fra sponsorer, medier, kommunen og ikke mindst de mange frivillige, der bidrog til at få DM op at stå.